Skal vi holde op med at mærke efter?

Aftenhimmel over bjerge

 

Jeg har været stille her et stykke tid

For jeg har været optaget. Af at mærke efter. Jeg har mærket efter, hvordan jeg har det i min krop, med mit arbejde, som mor og i mit kærlighedsliv, hvilken retning jeg gerne vil bevæge mig i og alt muligt andet.

Jeg mærker stadig. Og det er skønt. Virkelig skønt!

Selvudviklingskulturen har de seneste år været stigende. Vi køber selvhjælpsbøger, deltager i selvudviklingskurser, hyrer coaches og mentorer og går i terapi og som aldrig før. Alt sammen i et forsøg på at mærke efter, hvad der er rigtigt for os hver især.

Kritikere mener vi skal spørge os selv: ”dyrker vi os selv for meget?” Og ”skal vi hellere holde op med at mærke efter?”.

Skal vi egentlig det?

Vi lever i en tid, hvor der er mange valg – og mange muligheder. Vi går ned med stress og fysisk og psykisk sygdom.

 

Et wake up call

Nogle gange er hændelserne i vores liv et wake up call. Nogle gange lytter vi og ændrer vores liv, eller måden vi opfatter det på. Andre gange overhører vi signalerne og fortsætter i samme uheldige rille som en pladespiller, der er gået i hak.

Jeg mener, at livet er for kort til ikke at mærke efter. Hvorfor ikke være lykkelige og leve i kærlighed til os selv og andre mens vi er her? Og lære, få erfaringer og blive klogere?

Og det kræver, at vi hver især finder frem til det, der gør os lykkelige. At du lever på den måde, der er rigtig for dig, og jeg lever på den måde, der er rigtig for mig. Selvfølgelig med respekt for andre.

Men det kan være meget forskellige måder at leve på, og derfor er det nødvendigt, at vi mærker efter i os selv.

At vi mærker, hvad der gør os glade eller ulykkelige, hvad der giver os energi eller dræner os for energi og hvad vi længes efter. At vi lytter til vores egen intuition. For på den måde kan vi navigere og handle, sådan at vi lever i overensstemmelse med vores sande selv og sjæl.

 

Følger du med strømmen?

Jeg har haft perioder i mit liv, hvor jeg ikke har mærket efter. Det har resulteret i, at jeg har følt mig som en zombie, der bare fulgte med strømmen, eller gjorde det andre forventede af mig. Jeg blev ulykkelig og gav andre skylden for det.

I virkeligheden var det mit eget ansvar. Det var mit ansvar at mærke efter, sætte grænser og vælge til og fra og leve på den måde, der passer til mig. Det har jeg lært. Jeg øver mig stadig hver dag i dyb taknemmelighed.

Jeg ved, at jeg er blevet klogere og håber, jeg er blevet bevidst nok til at fortsætte med at mærke efter, følge mit eget hjerte og leve i kærlighed.

Og jeg ønsker det samme for dig 🙂

Kærligst fra

Janne