Spørgsmål om hypnose

Det kan være, du har gjort dig forskellige tanker eller forestillinger om hypnose eller har spørgsmål, du ønsker svar på. Jeg har her svaret på nogle af de spørgsmål, andre har stillet.

Kan alle mennesker hypnotiseres?

Ja, alle mennesker kan hypnotiseres. Nogle går hurtigt i dyb hypnose, mens andre kan have behov for at blive hypnotiseret et par gange for at kunne gå i dyb hypnose. Det er lettere at gå i dyb hypnose, når du har tillid til hypnoterapeuten / hypnotisøren og dermed kan være afslappet. Der er derfor vigtigt, at du finder en hypnoterapeut, som du mærker en god kontakt til.

Kan jeg risikere ikke at komme ud af hypnosen igen?

Nej. Det værste der kan ske er, at du falder i søvn. Det er dog sjældent det sker. I så fald vækker jeg dig. En person der falder i søvn og ikke bliver vækket vil sove i op til et par timer og derefter vågne af sig selv. Det er helt normalt at have lyst til at blive i hypnosen, da det er en behagelig og meget afslappende tilstand at være i både mentalt og fysisk.

Kan man hypnotisere nogen der ikke vil?

Nej, det er ikke muligt at hypnotisere nogen mod deres vilje. Al hypnose er selvhypnose, og det er derfor den hypnotiserede selv, der bestemmer, hvor dybt vedkommende vil gå i hypnose, og hvad der kommer til at ske under hypnosen.

Kan jeg komme til at afsløre eller gøre noget jeg ikke vil?

Nej. Inden hypnosen taler jeg med dig om, hvad du ønsker at få ud af hypnoterapien. Der laves en form for mundtlig kontrakt for behandlingen. Hvis jeg under hypnosen spørger ind til emner, du ikke ønsker at tale om, kan du enten lade være med at svare, eller også vil du automatisk komme ud af hypnosen igen. Du vil hele tiden være bevidst om, hvad der sker under hypnosen og vil være i stand til at sige til og fra.

Hvor mange konsultationer skal jeg have?

Det er svært at sige generelt, da det blandt andet afhænger af hvor let du kommer i hypnose og hvor dybt forandringen bliver forankret. Men oftest vil 2-4 konsultationer være tilstrækkeligt. Enkelte kan have behov for flere. Nogle mærker stor forandring efter 1. session, mens andre først mærker ændringen efter flere gange.

Hvor lang tid varer behandlingen med hypnose?

Hver session varer ca. 1½ time og starter med en kort samtale, hvor vi afklarer, hvilket problem du ønsker hjælp med og hvordan du kunne tænke dig at have det i stedet. Sessionen afrundes med en snak om oplevelserne under hypnosen.

Kan jeg huske noget bagefter?

Ja, du vil kunne huske det du har oplevet under hypnosen. Man kan være så dybt i hypnose, at noget at det først dukker op i hukommelsen senere.

Virker det hvis jeg ikke tror på hypnose?

Det er ok at være skeptisk. Det vigtige er at du følger de instruktioner, jeg giver dig, lader dig føre med i det så godt du kan, og at du virkelig ønsker forandringen.

Er hypnoterapi det samme som samtaleterapi, psykoterapi og coaching?

Nej. Vi taler kort sammen før hypnosen om hvad du gerne vil have hjælp til, hvordan du oplever problemet, og hvordan du kunne tænke dig at have det, når dit problem er løst. Derefter kommer du i hypnose. Og jeg stiller spørgsmål under hypnosen. Svarene kommer lettere under hypnose. Efter hypnosen taler vi om, hvad du har oplevet under hypnosen og hvad du eventuelt kan lægge mærke til det næste stykke tid. Hypnoterapi er terapi. Men med hypnoterapi finder vi meget hurtigere ind til problemets kerne og omprogrammerer din underbevidsthed, end det er muligt ved almindelig samtaleterapi.

Hvis du stadig har tanker eller spørgsmål om hypnose, du gerne vil have besvaret, så er du hjertelig velkommen til at kontakte mig.

Scroll til toppen