Hypnose er noget alternativt, hokus-pokus-agtigt noget, ikke?

Virker hypnose? Eller er det fup?

Hypnose bliver indimellem opfattet som noget alternativt, hokus-pokus-agtigt eller spirituelt. Og selvom jeg mener at hypnose er psykologi og hverken er alternativt eller spirituelt trylleri, så afhænger det selvfølgelig af, hvordan alternativt defineres. Så der er alligevel noget om snakken.

Når jeg fortæller andre, at jeg er hypnotisør, bliver jeg mødt med meget forskellige opfattelser af hypnose. Nogle er skeptiske, mens andre er fascinerede og nysgerrige.

Jeg kan huske, at jeg i starten havde det sådan, at jeg indimellem følte, jeg skulle forsvare det jeg laver, eller få andre til at forstå, hvad hypnose er. Eller overbevise andre om, at det rent faktisk virker. For jeg oplever, at det virker!

Men nu synes jeg, at uanset andres forståelse af hypnose, er det altid sjovt at få mulighed for at fortælle om, hvad det er jeg laver, aflive nogle myter og vække en nysgerrig interesse for hypnose og hypnoterapi.

Og det er helt ok, at der stadig er nogle skeptikere! Det gør det bare sjovere og mere udfordrende. De fleste bliver alligevel positivt overraskede, når de kommer i hypnose og selv opdager, at det virker.

Er hypnose alternativt?

Forskningen indenfor hypnose viser, AT hypnose virker, men koden til HVORFOR det virker er ikke helt knækket endnu. Så vidt jeg ved, er det endnu ikke lykkes hjerneforskere at finde frem til, hvad det præcis er der sker i hjernen, som gør, at hypnose har effekt.

Til gengæld viser adskillige forskningsresultater, at hypnose faktisk virker på mange forskellige problemstillinger.

Men det er klart, at det, at der ikke kan gives et svar på, HVORFOR hypnose virker kan være årsagen til, at nogle betragter hypnose som alternativt. Måske det en dag lykkes videnskaben også at dokumentere årsagen til effekten.

Er hypnose spirituelt?

Med hensyn til den spirituelle del, så arbejder jeg ikke med hypnose med en spirituel dimension. Men der findes hypnotisører, som under hypnose laver ”sjælerejser” og regression til tidligere liv. Dvs. at klienten under hypnose bliver ført tilbage til, hvor klienten var og hvordan klienten havde det i et eller flere tidligere liv. Mennesker, der er spirituelle, oplever at spirituel hypnose kan give svar på, hvorfor de har det svært på særlige områder i deres liv eller har specifikke udfordringer.

Så på den måde bliver hypnose og spiritualitet hos nogle hypnotisører koblet sammen. Men det betyder ikke, at hypnose i sig selv er spirituelt. For det er det ikke. Og det er et fåtal af alle hypnotisører, der laver spirituel hypnose.

Hvis du tror på tidligere liv, kan spirituel hypnose måske være noget for dig. Hvis ikke, kan du opsøge en ”almindelig” hypnotisør for at få hjælp til at løse dine udfordringer.

Er hypnose hokus-pokus?

Når man ikke kan forklare, hvorfor hypnose virker, er det nærliggende at tro at hypnose er hokus-pokus. Nogle spørger, om dem der oplever effekt af hypnose ikke bare bilder sig selv ind, at det virker.

Det interessante er, at jeg ofte har kunder, der ikke helt tror på, at hypnosen virker. Og alligevel bliver mange overraskede over at komme hjem eller ud i verden og opleve, at de faktisk HAR det anderledes, end de plejer og HANDLER anderledes og TÆNKER anderledes – helt automatisk. At cigaretterne pludselig smager dårligt, at de bliver mere ligeglade med, hvad andre tænker om dem, at kunne svømme uden at være bange for at drukne, at de får lyst til at spise sundere eller spise mindre og alt muligt andet, som bare er anderledes.

Så hypnose er absolut ikke hokus pokus. Hypnose er en form for ”om-programmering” af underbevidstheden. Og det kan nogle gange tage lidt tid at skabe den forandring, afhængigt af hvor mange og hvor fastlagte programmer der ligger i underbevidstheden i forvejen.

Og så er der forskel på, hvor modtagelige vi er for hypnose. En lille del er meget modtagelige, en stor del er ”almindeligt” modtagelige og en lille del er slet ikke modtagelige for hypnose. Jeg tester dem, der kommer hos mig flere gange under hypnosen for at sikre modtageligheden. Og for nogle kommer effekten allerede efter 1. behandling, mens andre har brug for flere gange. Det afhænger blandt andet af modtageligheden.

Jeg håber, at du er blevet lidt klogere på, hvad hypnose er og ikke er. Måske du er blevet mere nysgerrig eller har fået aflivet nogle af dine egne myter om hypnose.

Hvis du har spørgsmål, er du meget velkommen til at skrive til mig på janne@amazing-mind.dk.

Kærlige hilsner fra

Janne