Hvorfor stressbehandling skal være forskellig

Hvis du har eller har haft stress, ved du sikkert godt, hvordan stress påvirker hverdagen. Hvordan det påvirker hele dit liv, påvirker din livskvalitet og overskygger glæden i hverdagen.

Det kan være svært at overskue at bestille tid til tandlægen. Fordi du bare ikke har energi.

Det kan være svært at være sammen med andre mennesker i længere tid ad gangen.

Mange glemmer også og kan f.eks. stå i supermarkedet og pludselig ikke huske, hvad de gik ud for at købe.

Selvom der er særlige symptomer på stress, er det forskelligt, hvordan vi påvirkes af stress. Det er derfor også forskelligt, hvordan vi kommer videre efter stress igen.

Fælles retningslinjer for stressbehandling?

Jeg læste en kort artikel i dag (http://www.dr.dk/ligetil/eksperter-stress-behandling-er-alt-tilfaeldig) om, at eksperter udtaler, at stressbehandling skal ensrettes, og der skal laves fælles retningslinjer for behandlingen, fordi den er for tilfældig og dokumentationen for, hvad der virker, er mangelfuld.

Og det er jeg meget uenig i.

For det er så forskelligt, hvad vi som mennesker har brug for. Og ikke mindst hvad der virker for os.

Når jeg hjælper med stress, tager jeg udgangspunkt i, hvor mennesker er i deres liv. Tager udgangspunkt i præcis det, den enkelte har brug for og oplever som svært. Vi starter med det, der fylder.

Og hypnosen tilpasses efter det der virker for den enkelte, så effekten bliver optimal.

Det giver derfor heller ikke mening, at behandle alle stressramte på samme måde.

Vejen videre efter stress er forskellig

For måden vi kommer ud af stress og kommer videre på er forskellig alt efter hvordan vores behov, vores personlighed, tolerance, selvindsigt osv. er.

Nogle har det bedst med at fortsætte med at arbejde – evt. på nedsat tid. Mens andre har brug for at trække stikket helt og være sygemeldte i en periode.

Nogle har modstand (og bliver endnu mere stressede) på yoga og mindfulness, mens det for andre virker afstressende og beroligende for nervesystemet.

Nogle har stor gavn af at deltage i gruppeforløb hos psykolog med ligesindede stressramte og dele og udveksle erfaringer og opleve at de ikke er alene. Mens andre vil opleve det som alt for grænseoverskridende at dele deres tanker og følelser med andre og i stedet har brug for individuel hjælp.

Nogle får ro i tankerne og kroppen af at løbe ture. Mens det for andre kan være helt uoverskueligt at gå uden for hjemmet og så ovenikøbet være fysisk aktiv.

Nogle vil elske at få skemaer med hjem fra psykologen. Kognitive skemaer som skal udfyldes om tanker, følelser, handlinger osv. Andre bliver stressede bare ved tanken om det og vil aldrig få dem udfyldt.

Så nej – jeg mener ikke der bør være nogle ensrettede retningslinjer for hvordan skal behandles.

Retningslinjer vil måske hjælpe nogle, mens andre vil blive tabt.

For det er individuelt, hvad der virker for os, hvor hurtigt vi kommer videre efter stress osv.

Og jeg mener, at det kræver stressbehandling, der er tilpasset den enkelte. En behandling der virker for den enkelte.

Mærk efter hvad der virker for dig

SÅ….hvis du har stress, så handler det om at finde ud af, hvad der virker for dig.

Det, der virker for andre, er ikke nødvendigvis det, der virker for dig. Løsningen er der ikke altid på forhånd. Nogle gange er vi nødt til at prøve os frem.

Så mærk efter, og lyt til din intuition.

Hvad føles rigtigt? Hvad giver dig energi? Hvad giver mening?

Prøv dig frem. Læg mærke til, hvordan det føles. Gå på opdagelse i, hvad der virker. Så er du allerede godt på vej.

// Janne